Velkommen til Max Valentiners hjemmeside.

Den 3.december 1999 hærgede der en storm over Sønderborg, stærkere en nogensinde. Selvom byen slap meget heldigt fra uvejret, var der dog mange huse der led stor skade, heriblandt huset på Asylvej 9 i Sønderborg.
Huset, der i mange år havde været ubeboet, ejedes af Otto Max Ahlmann Valentiner (1911-2000) bosiddende i Caracas Venezuela. Otto Max var søn af afdøde Christian August Max Ahlmann Valentiner (1883-1949) og hustru Margarita (1895-195x), født Momm.
Max Valentiner var søn af afdøde Otto Friedrich Valentiner (1854-1918), provst i Sønderborg fra 1894-1918 og hustru Mathilde Julie (1858-1939), født Olde. Det var provsteparret der i 1905, lod huset opføre. Dengang hed vejen Schulstrasse.

Stormen havde ødelagt store dele af taget, som nødvendigvis skulle repareres hurtigt. Viceværten på ejendommen og hans svigersøn som faktisk havde overtaget tilsynet med huset, bad mig om hjælp, til at komme i kontakt med ejeren i Caracas. De havde forsøgt at ringe derover men uden held. Jeg skrev en E-mail på tysk til Otto Valentiner og forklarede hvad der var sket med huset. Brevet blev sendt det medicinalfirmaet som Otto Valentiner var medejer af.  Dette medførte at de ønskede reparationer blev sat i gang, og samtidigt blev det meddelt at Otto Valentiner lå for døden på et sygehus i Caracas.

Under denne sag fik jeg et lille indblik i historien bag de tidligere ejere af huset, hvilket vækkede min interesse for at forske videre, især om Max Valentiner, da det hurtigt stod mig klart at han var en af de højst dekorerede tyske Ubådskaptajner under 1.verdenskrig.

Denne forskning medførte til at jeg opdagede at endnu 2 Sønderborgere havde været tyske ubådskaptajner under 1. verdenskrig, nemlig Claus Hansen og Robert Wilhelm Moraht.w

Hvem var Max Valentiner?

Christian August Max Ahlmann Valentiner blev født den 15.december 1883, i huset på Kirkepladsen 5 i Tønder, som den førstefødte af en søskendeflok på i alt 4.
Forældrene var Diakon Otto Friedrich Valentiner og hustru Mathilde Julie, født Olde.
Efter Max fulgte en datter (navnet desværre ukendt), der efter kort tid døde. Herefter kom der endnu en datter, Theodora Ahlmann Valentiner (født den 08.10.1887, død den 23.10.1984) og til sidst en søn Otto Joachim Ahlmann Valentiner (født den 11.03.1896, død den 19.04.1918).
I 1892 flyttede familien til Ketting på Als, hvor faderen fik job som præst. Opholdet varede dog kun kort. 2 år senere, i året 1894, flyttede familien til præsteboligen på Voldgade i Sønderborg. Det var her familiens sidste barn, sønnen Otto Joachim fødtes i 1896.
Senere blev Otto Friedrich Valentiner provst for Sønderborg provsti, og i 1906 lod han huset på Schulstrasse 9 opføre. Han døde den 3. oktober 1918, kort før 1. verdenskrig sluttede.

Max Valentiner begyndte sin skoletid i Ketting, kom senere i skole i Augustenborg og fortsatte da familien flyttede til Sønderborg på Reimers skolen.


Med en alder af kun 18 år, trådte han den 1.april 1902 ind i den kejserlige tyske marine som søkadet på skoleskibet SMS Moltke (1). Skoleskibet var et sejlskib.
Den 15.08.1902 redder han skibsdrengen Schöpler fra druknedøden, da denne var faldet i Swinemündes havn.
Den 18.10.1902 modtager Max Valentiner udmærkelsen ”der Rettungsmedaille” for redningen i Swinemündes havn.
I 1903 kommer han på marineskolen, hvor han tager en del specialkurser, bl.a. i hans foretrukne fag dykning, for til sidst at afslutte uddannelsen på den store krydser SMS Hansa.

Den 14.05.1903 redder han matrosen Lau fra bølgerne og druknedøden i havnen på Helgoland. For denne redning belønnes han med ”Kronenordenen”.

Den 29.09.1905 udnævnes han til Leutnant zur See, og i 1907 bliver han officer på Linieskibet SMS Braunsweig.

Den 30.03.1908 udnævnes han til Oberleutnant zur See.

Fra 1908 til 1910 er han kompagnifører for 1. Matrosen-Artillerie-Abteilung i Kiel-Friedrichsort.

Fra 1911 er han bjærgningsofficer på ubådshæveskibet SMS Vulkan der var hjemmehørende i Kiel. SMS Vulkan var et 2 skroget skib, hvor de to skrog var samlet i begge ender. Skibet kunne derfor sejle hen over en sunket ubåd og med de spil der var monteret på Vulkan trække en ubåd ud af vandet og op mellem skrogene.
Det er under dette job han den 17.01.1911 redder 30 mand af besætningen på Ubåden SM U3 ud gennem torpedorøret, efter at den var sunket i Kiel havn, fordi en ventil i den ene ventilationsskakt ikke blev lukket under dykning. Resultatet af denne fatale fejl var at ubåden hurtigt blev fyldt med vand. Ubåden gik ned i Heikendorfer Bugt, der ligger på den østlige side af Kielerfjorden, næsten lige over for flådestationen ”Holtenau”.
Da Max Valentiner kom frem til ubåden, sejlende i sin barkasse, var kun spidsen af periskopet og spidsen af stævnen synlig. Man havde ved hjælp af en telefonforbindelse med tårnet konstateret at de 30 mand var inde i det vandtætte forreste torpedorum, efter kun 30 sekunder blev forbindelsen afbrudt, sikkert nok på grund af vand. U3 havde en telefonbøje som kunne frigøres fra båden, hvorefter den steg op til overfladen.
3 besætningsmedlemmer lukket inde i tårnet, kaptajnen Ludwig Fisher, løjtnant Kalbe og en matros. Man kunne kommunikere med dem ved at holde en tavle, hvorpå man havde skrevet en tekst op foran teleskopet. De svarede så igen ved at dreje periskopet hhv. til højre og venstre
En af Max Valentiners bedste dykkere fra SMS Vulkan var klar til at dykke ned til ubåden for at fastgøre en wire omkring skroget. Det lykkedes hurtigt for svømmekranen ”Langen Heinrich”, der lå ved siden af ubåden, at få stævnen på U3 trukket så meget op over overfladen at man kunne se den ene torpedoklap.  Max Valentiner sprang over på ubåden med en hammer i hånden. Ved at slå på skroget, kom han i kontakt med besætningen ” alt vel dernede?”, spurgte han med morsetegn. Svaret kom prompte ” ja, vi mangler luft”.
Max morser til dem at de skal åbne torpedorørsklappen, det kan nemlig kun gøres inde fra. Torpedorørsklappen er en form for skydedør.  Det varer en evighed inden de svarer ”vi åbner”. Max er nu gået ned i en lille båd der ligger ved klappen. Langsomt åbnes klappen og luften strømmer ud. Man kan straks lugte at luften er meget dårlig, ikke så sært efter 5 timer på havbunden. Pludselig stopper klappen. Max råber ned gennem den lille åbning, at de skal åbne mere. De svarer tilbage at det kan de ikke, de har ikke flere kræfter tilbage. Max råber tilbage at det skal de, for han er bange for at wiren ikke vil holde ret længe. Meget langsomt begynder klappen at røre sig igen indtil den er 43 cm åben. Torpedorøret er 8 meter langt, Max kaster en line ned gennem røret og mærker at den bliver modtaget. ”Færdig” råber de dernede fra og folkene i båden trækker en mand ud af røret. En anden følger, men den tredje bliver siddende midtvejs i røret, da han slipper linen. Max Valentiner finder en lang stang i båden, som han skubber manden tilbage i ubåden med.
Max kalder på frivillige. Der skal én ned i ubåden for at hjælpe med at få besætningen op. En ung underofficer melder sig frivilligt og hurtigt er han nede i ubåden. Der kommer et råb om at trække op, og op kommer underofficeren igen, så udmattet at han ikke kan stå på benene. Den dårlige luft nede i ubåden, skyldes at det indtrængende saltvand har blandet sig med akkumulatorsyren og derved er der dannet klorgas. Trykket i den oversvømmede del af ubåden, der hvor også akkumulatorerne befinder sig er på grund af vanddybden højere end i torpedorummet, der nu er blevet trykudlignet med atmosfæren efter at torpedorøret og torpedoklappen er åbnet. Herved kan klorgasssen strømme ind i torpedorummet gennem de ikke helt tætte skotter.
Efter en kort betænkningstid stiger Max Valentiner sammen med en fra båden ned i ubåden. I torpedorummet er der totalt mørkt og der herskede en bestialsk luft. Maxi stod på mennesker, men kunne ikke se dem. Han kalder på en lygte, som straks smides ned gennem torpedorøret. Hvad han nu ser, er frygteligt, sammenkrympet i de umuligste stillinger ligger besætningen. Det ser ud som om de alle er døde.
SM U1, 3 og 4 blev anvendt til uddannelse af ubådspersonel. Officererne var lærere og de menige var elever på ubådsskolen.
Det lykkes at redde alle 30 mand ud af skroget, og alle overlevede.
SM U3 gik ned klokken 10 om formiddagen og sidste mand var reddet ud af båden klokken 17. Kun dem i tårnet manglede endnu.
Man forsøger nu at hæve båden så meget, at tårnlugen kommer over vandet, men 30 cm før dette sker springer wiren og SM U3 forsvinder ned på havbunden, 13 meter nede.

Pludselig dukker SM Vulkan ubådshæveskibet op, det skib Max var bjergningsofficer på. Det har ligget i dokken med bundventilerne afmonterede. Imens der blev arbejdet på at redde ubådsbesætningen har arbejderne i dokken arbejdet hårdt på at få Vulkan i vandet.
Klokken 23 om aftenen har man fået Vulkan forankret over U3. Nu var det bare at få de store kroge sat i U3´s øskner og så få skibet hævet. Efter en time i vandet kommer de to dykkere igen op. De har af træthed opgivet at få krogene sat i U3. Arbejdet var ikke let, en blok med to kroge vejede halvanden tons, og der var to blokke en til foran tårnet og en til bag tårnet.
Max Valentiner beslutter sig at gå i dykkerdragten igen og dykker ned sammen med en anden dykker. I total mørke og efter en halv times arbejde i det iskolde vand, lykkes det de to dykkere at få krogene sat i øsknerne og Vulkan begynder at trække U3 op af havet.

Siddende på Vulkans dæk, endnu med dykkerdragten på, kun den tunge dykkerhjelm har han taget af, overvåger Max situationen og afventer at tårnet kommer ud af vandet. Faktisk forventer han på at lugen skal åbne sig og de indespærrede besætningsmedlemmer stige ud, men det sker ikke.
Et par mand springer over på ubåden og åbner lugen. Der stiger straks en ned i tårnet og kort tid efter kommer han igen op. På hans ansigtsudtryk kan man se at det er for sent.
De tre besætningsmedlemmer i tårnet overlevede ikke uheldet. Max Valentiner forstod ikke hvorfor de ikke straks efter uheldet åbnede lugen og lod tårnet fylde med vand. Der var ikke mere en 1,5 meter vand over lugen.
De døde løftes ud af tårnet og kommer over på en torpedobåd, hvor de overlevende fra ubåden tilses af læger. En læge undersøger de tre kroppe og konstaterer at de endnu er varme. Man forsøger genoplivning, men uden resultat. Klokken er da 7 om morgenen, og kort tid efter letter Vulkan anker og sejler i dok, med den sørgelige last hængende i kranen.

Blandt de reddede var Otto Weddigen, der senere blev kommandør på U9 og gik ned med
U29, og Paul Clarrendorf, der var udrustningsofficer ved UAK (U-boot-Abnahme- Kommando i Kiel). Det var ham der sammensatte besætningen til de enkelte ubåde.

Max Valentiner modtager senere udmærkelsen ”Kronen-Orden am Bande der
Rettungsmedaille”
for redningen den 17.01.1911.

Den 01.07.1911 overtager han kommandoen på den nye ubåd SM U10. Med denne båd viser han under Kejsermanøvren i Skagerrak, ubådsvåbnets slagkraft. Kun 5 ubåde deltog i manøvren. De lagde sig i en linie fra Skagen op til den norske kyst. De skulle forhindre at den tyske flåde kunne trænge ind i Østersøen fra Nordsøen. U10 havde placeringen tættest på den norske kyst.
Hidtil havde de tyske ubåde kun opereret i Østersøen og på vanddybder op til 60 meter, men her i Skagerrak var vanddybden op til 300 meter. Her observerede Max Valentiner for første gang en lagdeling af havet. Det er sådan at jo større saltindhold der er i vandet jo bedre kan det bære et skib. Her var det sådant at der fandtes et lag med et højere saltindhold umiddelbart under havoverfladen, i en dybde der passede med at ubåden kunne ligge på dette og have periskopet fri af havoverfladen.
En ubåd kan ikke ligge stille under havoverfladen. Den skal altid være i bevægelse, eller konstant afpasse sin vægt ved at have pumperne kørende. Hvis den lægger sig stille hen, vil den enten synke eller komme op til overfladen. I dette tilfælde var der faktisk 2 overflader på havet, og her lå U10 på den nederste.

Dette gjorde at U10 kunne ligge helt stille uden at bruge nævneværdig energi til maskinerne og afvente flådens ankomst. Tilfældigvis havde flåden valgt at passere ind i Skagerrak langs den norske kyst. Klokken fire om eftermiddagen observerede man røg i horisonten. Det var den kejserlige flåde der ankom. Flåden var delt i 2 grupper, der sejlede parallelt med 500 meters afstand. De enkelte skibe lå ligeledes med 500 meters afstand i kølvandet efter hinanden. Hele flåden havde direkte kurs mod U10. Max beordrede alle 4 torpedorør, de 2 forreste og 2 bagerste ladet med øvelsestorpedoer.
Affyringen fandt sted da U3 befandt sig midt imellem de to kolonner og mellem det første og andet skib i kolonnen. Med ganske korte mellemrum blev alle 4 torpedoer afskudt. Torpedoerne var således indstillet at skuddene var vinkelskud, hvilket vil sige at efter at torpedoerne havde forladt torpedorørerne drejede i en bue på 90 grader.
Beregningen var besværlig, da krigsskibene og ubåden sejlede i modsat retning. Først efter at det forreste skib havde passeret ubåden, affyrede han begge bagerste torpedoer. Torpedoerne skulle så indhente skibet igen. De forreste blev affyret foran det andet skib. Alle fire torpedoer ramte deres mål, og begge skibe hejste det sorte flag, der fortalte at de var sat ud af spillet. Der opstod panik blandt de andre skibe der absolut ikke havde regnet et ubådsangreb ved spejlblank havoverflade.
Senere under en samtale med gruppechefen Viceadmiral Lans, hvor Max Valentiner blev rost for sin dristighed, gav han over for gruppechefen til kende at han ærgrede sig over at han ofrede 4 torpedoer på 2 skibe. Med en lidt bedre erfaring, mente han at han sagtens kunne have ramt fire skibe med de fire torpedoer.

Denne hændelse ændrede ledelsens syn på ubådsvæsenet.

Den 22.03.1914 udnævnes han til Kapitänleutnant zur See, og ni dage senere den 01.04.1914
bliver han Kommendantenlehrer på Ubådsskolen i Kiel, et job han bestred indtil den 4.august, dagen hvor 1. verdenskrig bryder ud da England erklærer Tyskland krig. Den dag overtager Max kommandoen på SM U3, den Ubåd han reddede 30 mand ud af.
1. verdenskrig er begyndt, tyskerne sender 10 ubåde af sted mod England. Mandskabet er fyldt med energi og trang til at yde deres yderste. Hurtigt modtager man deprimerende meddelelser.
U15 blev ramt af den engelske krydser Birmingham og sank, U13 kom ikke hjem, den gik ned med mand og mus.

Max fik ordre til at melde sig hos Prins Heinrich, der var chef for østersøflåden, hvorunder U3 og U4 hørte.
Få dage senere var U3 på slæb efter kanonbåden ”Panther” på vej til Riga Bugten. Det varede et par dage at komme derop. Saltindholdet i den del af Østersøen var meget lavt, fordi der strømmer mange floder med ferskvand ud deroppe. Dette gjorde at U3 var for tung til at kunne manøvrere. For at kunne operere i disse farvande var det nødvendigt at tømme ubåden for alt unødvendigt udstyr, borde og stole, ja sågar redningsudstyret blev efterladt på ”Panther”. Opgaven i Riga Bugten var at uskadeliggøre de russiske krigsskibe der befandt sig deroppe.
Efter at have kappet linen til ”Panther” mødes U3 med den gamle krydser ”Amazone”, der meddeler at indsejlingen til den Finske Bugt er spærret med miner, men der er gennemsejlingsmulighed ved begge kyster.
Dette lykkes ikke U3 at komme på skudhold på de russiske skibe. Max får mest tid til at beskæftige sig med ikke at blive sejlet ned af tyskernes egne skibe, da der overhovedet ikke tager sig i agt for at der også sejler en neddykket ubåd rundt imellem dem.
Max bedømte ubåden som en gammel kasse. Han havde inden krigens udbrud konstrueret en anordning der kunne nedsætte dykketiden for ubåde til under et minut. Dette blev monteret på alle nye ubåde. U3 havde ikke dette system monteret.
U3 slæbtes tilbage til basen. Max Valentiner afgiver kommandoen igen den 27.10.1914.

Max bliver kaldt til Berlin og skal over for prins Heinrich stå til regnskab for det mislykkede togt i Riga Bugten. Mødet blev mildt sagt unådigt. Prinsen ville ikke høre på Maxes argumenter, men råbte og slog i bordet med knytnæverne. ”Af dem havde jeg forventet at de mindst havde sænket 2 russiske fartøjer”. Max blev meget chokeret over denne kongelige opførsel men svarede, ”Deres kongelige højhed, U3 er som en gammel hest, man kan give den lige så meget sukker man vil, den løber bare ikke i galop mere”.
Prinsen så på ham med fjendtlige øjne. Svaret passede ikke prinsen, så med hånden viste ham vejen hen til døren. Audiensen var forbi.
SM1, 2, 3 og 4 var ubåde af første generation. De var forsynet med petroleumsmotorer der ikke havde stor ydelse. SM U1 kan i dag ses på Deutsches Museum i München.

Kort efter tilbagekomsten til Kiel erfarer Max Valentiner at han skal overtage kommandoen på tysklands nyeste Ubåd SM U38. Det sker på hans 31 års fødselsdag den 15.12.1914. Han udvælger selv sine officerer fra ubådsskolen.
Fra den 15.12.1914 til den 15.09.1917 er han udstationeret ved 2. U-Halbflottille/U-Flottille Pola i den Østrigske provins Montenegro, med base i Catao (i dag Kotor i Montenegro). Herfra udgik al tysk ubådsaktivitet i det østlige Middelhav.
Der er fra starten problemer med U38´s dieselmotorer. Disse reparationer og prøvesejladser strakte sig til midten af marts 1915, hvor U38 står ud på sit første togt til England. Det bliver til i alt 3 togter til den engelske østkyst. Disse togter blev betragtet som de mest enkle og som øvelser for at træne besætningen brugen af ubåden.

Den 30. december 1915 sænker Max Valentiner uden varsel det engelske passagerskib ”SS Persia” der er på vej fra London via Marseilles til Indien. Med om bord havde skibet en kæmpeformue i guld og ædelstene der stammede fra den indiske Maharaja Jagatjij Singh. Maharajaen gik fra borde kort før afgangen i Marseilles, fordi han var blevet advaret om den tyske ubådsfare ved Kreta.
Med på skibet var der også en del Rolls Royce biler, der var bestemt til Indien.  Skuespillerinden Miss
Eleanor Velasco Thornton, der havde stået model for Rolls Royce kølerfiguren ”Spirit of Ecstasy” også kaldet ”Emely”, var blandt passagererne.
Hun druknede ved angrebet sammen med 333 andre passagerer.
Kun 167 overlevede torpederingen. Skibet gik ned sydøst for Kreta og ligger på 3.500 meters dybde.
Skibet fik i året 2005 besøg, da et hold skattejægere sendte en robot ned til skibet. Den skar sig ned gennem 7 dæk for at komme ind i skattekammeret, men det var næsten tomt.
Læs mere om besøget og se et lille udsnit af filmen der blev optaget af BBC.

Efter dette angreb blev Max Valentiner sat på de allieredes liste over krigsforbrydere.

Den 14.05.1916 modtager Max Valentiner „Kreuz der Ritter des Königlichen Hausorden von Hohenzollern mit Schwerten“.

Den 03.12.1916 fører Max Valentiner SM U38 ind i Funchal havn på Madeira , hvor han sænker 3 fjendtlige skibe. En bedrift der i 2. verdenskrig kopieres af Günther Prien, da han sniger sig ind i den engelske flådehavn Scapaflow med U47 og sænker det engelske slagskib Royal Ark med 2 torpedoer.

For denne bedrift belønnes Max Valentiner den 26.12.1916 med udmærkelsen "Pour le Merite" (også kaldet der Blaue Max) som den 6. ubådskommandør.

Den 05.01.1917 belønnes han med æresborgerskabet i Sønderborg, en udnævnelse der oftest er en følge af en ”Pour le Merié” udmærkelse. Æresborgerbeviset blev i sommeren 2000, da huset på Asylvej 9 blev tømt, fundet og afleveret til Sønderborg kommune. Max Valentiner havde officielt afgivet æresborgerskabet, da Nordslesvig/Sønderjylland efter genforeningen i 1920 igen blev dansk.

Max Valentiner overtager den 02.10.1917 kommandoen på ubådskrydseren SM U157. Oprindeligt var det Kapitänleutnant Rabe von Pappenhein der skulle have haft kommandoen, men af ukendt årsager faldt han fra.
Max Valentiner måtte forlade U38 i Kataro og haste til Kiel. U157 havde på det tidspunkt endnu ikke været i aktion.
Ubåden blev oprindeligt bygget til at være en handelsubåd, med navnet U-Bayern. Båden skulle i lighed med de andre handelsubåde U-Deutschland, (U-Oldenburg og U-Bremen var endnu under bygning) sejle gods hjem fra USA, der på projekteringstidspunkt endnu ikke var i krig med Tyskland. Efter den amerikanske krigserklæring til Tyskland blev projektet stoppet og U-Bayern blev til ubådskrydseren U157. U157 tilhørte den største ubådsserie (U151, U152, U153, U154, U155, U156 og U157), som tyskerne havde under 1.verdenskrig.

Ubåden var en dobbeltskroget oceangående ubåd, der var bygget på værftet H.C. Stülcken & Sohn, i Hamborg.
Ombygningen fra handelsubåd til ubådskrydser foregik på Germaniaværftet i Kiel.
Den 65 meter lange ubåd havde 2 dieselmotorer på hver 400 hk, og to elmotorer også på hver 400 hk. Den kunne sejle 12,4 knob (ca. 22 km/t) på overfladen og 5,2 knob (ca. 10 km/t) neddykket. Det var ikke ret meget, men båden var jo projekteret til et andet formål.
Af bevæbning havde den 2 stk. bug torpedorør og 2 stk. 150mm kanoner.
Af ammunition medbragtes 20 stk. torpedoer og 1.800 stk.  150mm granater til kanonerne. Set i forhold til hvad andre ubåde hidtil havde kunnet medføre, var dette et enormt arsenal.
Bådens aktionsradius var beregnet til 6.000 sømil (ca. 10.500 kilometer).

Båden havde en besætning på 86 mand, hvoraf de 8 var officerer, heri var inkluderet en prisebesætning (en besætning der i givet fald kunne overtage et fjendtligt skib).
Denne besætning bestod af 20 mand, hvoraf der var en officer.
Båden havde en egenvægt på 1512 tons.

Med SM U157 foretager Max Valentiner i tiden fra den 27.11.1917 og til den 15.04.1918  krigens længste togt på 139 dage.
Da SM U38 skulle til eftersyn på værftet i Pola, blev besætningen splittet for alle vinde. Nogle af officererne fik egne ubådskommandoer.  Det lykkedes kun for Max Valentiner at få styrmanden Schretzmeyer og 2 matroser med fra U38. Max havde arbejdet sammen med Schretzmeyer siden 1911 og værdsatte ham meget, da han var dygtig til navigatør, og Max ville nødig undvære ham..
Da Max lavede de første øvelser med U157 i Eckenførder Bugt, undrede det ham at alt fungerede fortræffeligt med disse nyuddannede besætningsmedlemmer, der trods alt aldrig før havde været på en ubåd, ej heller ved fronten.
Dette skyldtes, mente Max, udelukkende manden der sammensatte ubådsbesætningerne, Korvettekaptajn Paul Clarrendorf. Paul Clarrendorf var en af de officerer fra ubådsskolen i Kiel, som Max reddede ud af U3 den 17.01.1911, og siden den dag en meget god ven af Max.

 
Den 27.11.1917 står U157 ud af Kiels havn med kurs mod Warnemünde, hvor den skal repareres for nogle skader på skroget.
Den 01.12 tages U157 på slæb af damperen ”Geestemünde” op mellem de danske øer, for derefter ved egen kraft skal sejle til Azorerne. Orden lød på at kappe elkablet der forbinder øgruppen Azorerne med England.
Da U157 passerer Shetlandsøerne startede problemerne, en af hovedmaskinerne faldt ud. Olieledningen til motorens smøresystem var blevet tilstoppet og hovedlejerne var brændt af. I denne situation var der kun to muligheder, enten at returnere til basen og få det repareret eller selv reparere motoren under sejladsen. Det var et stort problem, da tabet af en motor på en båd af denne størrelse medførte at den næsten ikke kunne bevæge sig, og slet ikke op mod havstrømmen. Efter lange overvejelser beslutter Max at fortsætte, da maskiningeniøren Rust beregnede at det ville tage omkring 40 dage at foretage den nødvendige reparation. Motoren skulle totalt adskilles.
Nord for England ligger båden stille i 10 dage på grund af dårligt vejr, den kom ikke en håndsbredde videre.
Max vurderede båden lige med undtagelse af den manglende motorkraft, til at være bedre end U38. Den var mere tør, dvs. den tog ikke så meget vand ind. Mandskabet havde meget mere plads. Her havde han en kahyt der ikke samtidigt var en del af den gang mandskabet bevægede sig, på når de skulle ned gennem båden. Officererne havde deres egen messe, og mandskabet havde menneskeværdige forhold.
 
27.12.1916 ankommer U157 til øen Horta, i øgruppen Azorerne, og forsøger at kappe elkablet. Det mislykkedes da ankeret kiler sig fast i en undersøisk klipperevne og U157 mister både den 1.000 meter lange wire og ankeret, der anvendtes som kabelskærer. Hvad Max Valentiner ikke vidste, var at 2 andre ubåde havde fået den samme ordre. De mistede også begge både anker og wire.
Det var planlagt at SM U157 skulle mødes med de andre Ukrydsere (U151, U152, U156 og U156) ved de Kanariske øer, for så samlet at angribe forsyningsskibene der kom fra Amerika. Om det var med vilje eller ej, er aldrig blevet afklaret, men SM U157 modtog aldrig radiobeskeden fra Nauen om mødet, til trods for at den blev afsendt flere dage efter hinanden og ubådene havde ordre til at aflytte disse meddelelser hver dag. Nauen radiocenter lå lidt nordvestlig for Berlin.
Efter den mislykkede opgave fortsatte SM U157 forbi De Kanariske øer mod den afrikanske kyst, hvor den ankom den 7. januar. Undervejs sænkede U157 de første skibe på dette togt. Kort før U157 nåede Afrikas kyst bemærker de en damper, der er på vej sydover. For ikke at spilde tiden, Max vidste at næsten alle skibe kunne sejle fra U157, også selv om det i mellemtiden var lykkedes for Ingeniør Rust at få den defekte maskine i gang igen, affyrer U157 kanonen mod damperen. Afstanden er på mere en 16 kilometer, og til trods derfor ligger skuddene ganske godt. Damperen havde ikke observeret ubåden, og vidste derfor ikke hvorfra skuddene kom. Da den ville besvare ilden skød den efter et sejlskib der lå umiddelbart i nærheden.
Pludselig opdagede damperen sin fejltagelse og begyndte at beskyde U157. Også her lå skuddene meget tæt på ubåden. Efter en kort kamp lægger damperen røgslør omkring sig, hvorefter Max ikke mere kunne bedømme skibets position. Da mastetoppen igen blev synlig, optog man igen beskydningen af skibet. Desværre for U157, så blev damperens kanonbesætning også bedre til at ramme. Skuddene kom tættere og tættere på ubåden. Afstanden til damperen var nu nede på 6 kilometer og nedslagene lå nu kun 100 meter fra ubåden. Der måtte ske noget hurtigt, Max stoppede maskinerne for derved at snyde modstanderens beregninger. Tricket lykkedes og damperen skød forbi, men kun for en kort tid, så havde man luret tricket. Max beordrede begge maskiner fuld kraft tilbage. Endnu engang lykkedes det at snyde damperen. Men hurtigt fik de skudt sig ind igen og pludselig faldt der et skud så tæt på ubåden at sprængstykker ramte båden. To gange have Max observeret at ubådens kanoner havde ramt damperen.

Pludselig lyder der et enormt brag på agterdækket. Meget forskrækket tager Max kikkerten fra øjnene og kigger ned på agterdækket. Ved kanonen ligger der en blodig masse. Den eneste der endnu står op, er lederen der melder at agter kanonen er sat ud af drift. Medens Max kigger på agter kanonen, skyder den forreste videre.
Max giver ordre til dykning, træfningen af agter kanonen er en frygtelig advarsel. Max beordrer hurtigdykning, og de døde og sårede bringes hurtigt ned i båden.
Da dækket er ryddet bemærker Max Valentiner at damperen har stoppet beskydningen af U157. Han sætter igen kikkerten for øjnene og ser at damperen har hejst det hvide flag, tegnet på overgivelse. Max giver kontraordre om ikke at dykke, og lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket er de tilbage på deres poster. Bageste kanon meldes totalskadet.
U157 nærmer sig langsomt damperen samtidigt med at Max holder øje med skibet gennem kikkerten. Et af besætningsmedlemmerne spørger Max om han er såret. ”Hvorfor” svarer Max. ”Jo”, svarer besætningsmedlemmet ”Kaptajnen er oversmurt med blod”. Først nu opdager Max at hans hvide tropeuniform er tilsølet af blod.
På 4 kilometers afstand bemærker Max at damperen har sat 2 både, fyldt med folk i vandet, og de sejler ind mod kysten. Har besætningen forladt skibet? Max bliver mistænksom, også fordi at skibet ganske pludselig havde hejst det hvide flag.
U157 begynder igen at beskyde skibet, det havde jo ikke nogen betydning med et par granater mere eller mindre, da det jo var forladt. Max sætter igen kikkerten for øjnene, og pludselig opdager han at hele dækket vrimler med mennesker. Damperen er helt tydeligt et troppetransportskib. På 1000 meters afstand observeret Max at nogle personer løber agter ud på skibet og bemander en højtmonteret kanon. Inden kanonen kan rettes mod ubåden, har ubådens kanon begyndt beskydningen igen, målrettet efter agterkanonen. Skuddet rammer ikke kanonen men går lige over hovedet på besætningen, der styrter ned fra kanonen. Nogen springer i havet, andre flygter op på fordækket. U157 indstiller skydningen. Nu er U157 helt nær på damperen. U157 sætter 2 både i vandet, en med sanitetsfolk og en til at samle døde fisk op af havet, da U157 mangler proviant. Damperen er fyldt med negersoldater der forskræmt kigger på den kæmpestore ubåd.
Da doktoren kommer ombord på damperen råber han til Max at tilstanden på skibet er frygteligt, overalt ligger der døde og sårede. Han beder Max kommer over på skibet og se på forholdene. Max sejler over til damperen og bemærker først nu skibets navn ”Uezebu”. Fra agterstavnen vejrede det franske flag. Da Max entrer skibet modtages han af en stor sort neger sergeant, med brystet fuld af ordener. Doktoren siger til Max at denne sergeant er den eneste fornuftige person på skibet.

Max går en tur rundt på dækket og oplever det værste syn i sit liv. Der ligger døde og sårede overalt. Inde i korthuset, der også er skibets radiocentral ligger telegrafisten med en granatsplint i lungen. Han beder om en cigaret, som Max giver ham. Max ser at han mangler den højre arm, den ligger ved siden af morsenøglen, med hånden på nøglen. Han havde til det sidste kaldt på hjælp, hvilket man på U157 havde observeret, og vidste at der var en hjælpekrydser var på vej, blot en times sejlads borte.
Doktoren, en Dr. Haedenkamp tilså de sårede.
Medens nogle matroser hjælper de overlevende og sårede i bådene, søger andre af ubådens besætning efter proviant. 16 tons proviant bliver i løbet af aftenen og natten overført til U157. Inden sprængsatserne tændes inde i skibet, når man også at finde skibets vin depot.

Nu observeres der et skib i horisonten, muligvis er det hjælpekrydseren der ankommer, så Max beordrer torpedorørene ladet. Det er ikke hjælpekrydseren, det er det sejlskib som damperen fejlagtigt beskød, der nu er kommet frem.

Da Max kigger nærmere på den beskadigede agterkanon, ser han straks at det ikke er en fuldtræffer der har gjort det af med den, men derimod en rørsprængning. Sprængladningen var gået af inden låsen på kanonen var helt lukket. Resultatet var at låsen blev sprængt af og det ammunition der stod klar ved kanonen også gik af. At Max ikke blev såret skyldes ganske givet at en fra kanonbesætningen med sin krop har beskyttet Max.

Næste dag var den værste. Kanon sprængningen havde kostet 3 mand livet. De blev med ære begravet i havet. Den hårdest sårede var en underofficer som Max Valentiner kendte fra sin tid som søkadet på SM Moltke. Han var såret på sin overarm, så meget at knoglen var blottet. Doktoren forbandt armen og lagde den i gips, men dagen efter måtte den amputeres. Det skete på bordet i messen.

Kort efter kaprede U157 et norsk skib. Det var på vej fra Madagaskar med forsyninger til den franske hær. Her fik de konserves og 30 tons rågummi fra Mosambik, foruden vin, snaps og delikatesser. Herefter lod Max Valentiner, for at spare på brændstof, skibet slæbe U157 sydovermod de KapVerdiske øer ud for Afrikas Horn.
Først havde han dog en aftale han skulle opfylde. Radioforbindelsen med Nauen var genoprettet.
Ved øen Ferro ventede et spansk sejlskib med 40 tons Wolframmalm som U157 skulle overtage. Her skulle han også mødes med anden tysk ubåd, U156 ført af Kaptajnløjtnant Gansser.
For at nordmanden ikke skulle stikke af sendte Max prisebesætningen over på skibet. Denne besætning blev ledet af Kaptajnløjtmant af reserven Ölrichs. Han fik en småkalibret kanon med, samt en radiotelegraf, så de kunne opretholde forbindelsen til U157.
Herudover fik han en mængde formaninger, bl.a. om at han skulle beholde det norske flag på skibet, som de engelske fælder (Q skibe).

Max Valentiner skyndte sig nu for at nå mødestedet i rette tid. Max Valentiner modtog alle sine ordrer telegrafisk far admimalstaben i Berlin. Det var let og bekvemt, men havde en ulempe, der kunne aflyttes og afkodes, og man måtte til stadighed regne med forræderi.
Max gik frem med begrænset begejstring og stor forsigtighed, så forholdene godt an gennem periskopet og nærmede sig øen som om den var fuld af fjendtlige skibe. Hans forudanelser var fuldt begrundet. Dagen før ankomsten havde han fået følgende telegrafi fra den andens ubåds (U156) kommandør, Kaptajnløjtmant Gansser. ”Mødestedet kompromitteret, foreslår nyt mødested”. Max opgav det nye mødested til stedet hvor den norske damper ventede på ham.
Han havde formodningen om at Gansser ikke havde gode nyheder, og at det spanske sejlskib med malmen var faldet i englændernes hænder.
Han havde ikke uret. Da han den næste dag ved middagstid nåede frem til det nye mødested så han U156 ligge uddykket. På trods af den høje søgang satte han træbåden (Dingi´en) i vandet og sejlede over til Gansser, da han ubetinget ville have en samtale med ham.
Gansser fortalte at han havde ventet i tre dage på det spanske sejlskib, uden at det kom. Han fandt ventetiden lang og lå derfor uddykket og havde ladet besætningen fiske, en del af besætningen var taget i land for at jage. På ubåden herskede der en tilstand der lignede en badeferie.
På tredje dagen, imens besætningen lavede hovedspring fra ubåden, så Gansser til sin overraskelse rygfinnen af en haj. Med så mange folk i vandet. Gansser skynder sig ned i sin kahyt, henter sin riffel og styrter op på dækket igen.
Rygfinnen er forsvundet. Og dog, tæt ved er der noget der fanger hans opmærksomhed. Han lægger riflen ind til kinden og sigter. Rygfinnen er periskopet af en engelsk ubåd. Mødestedet var røbet.
Inden han nåede at besinde sig så han noget endnu mere frygteligt, fire skumstriber der indikerede at der var fire torpedoer på vej direkte mod ubåden. Matroserne på dækket blev hurtigt klart over faren og sprang i vandet.
Den første torpedo går forbi stævnen, den anden forbi agter, den tredje går under ubåden og den sidste rammer midtskibs uden at gå af, men slog brændstoftanken læk.
Lynhurtigt var alle der endnu var ombord var gået i aktion. Kanonerne skød som vanvittige efter periskopet, der endnu stak ud af vandet.
Gansser beordrede fuld kraft frem. Folkene der var på land kunne følge skyderiet og se torpedoerne eksplodere da de ramte kysten. De skyndte sig at ro ud til ubåden, mens Gansser samlede de folk op der endnu var i vandet. Kort efter dykkede U156.
Jeg havde glemt at fortælle Gansser om det karprede norske skib, han havde næsten torpederet det. Heldigvis besindede Ölrich sig og hejste det tyske krigflag.

Efter nogle timer afsluttede Max besøget hos Gansser der havde en anden ordre end Max, og begav sig tilbage på U157 og lod det norske skib slæbe U157.
I 30 dage ofte i hård sø slæbte skibet U157 efter sig, næsten ned til ækvator. Flere wirer sprang og til sidst var det kun det norske skibs ankerkæde der kunne holde til trækket. Undervejs skiftedes officererne til at overnatte i skibets kahytter, der havde et badeværelse.
Besparelsen ved at lade sig slæbe efter et skib var ikke så stort som Max havde håbet. Det skyldtes ubådens egetforbrug til at holde sig i gang. Akkumulatorerne skulle altid være fuldt opladede, der brændte altid lys inde i båden, der kørte altid pumper og ventilatorer, selv maden blev lavet på et el-komfur.

I dagevis blev der ikke observeret noget skib, havet så ud som var det dødt. U157 passerede De Kapverdiske Øer og kunne i horisonten se Porto Grande. Der slæbtes videre med kurs mod Sierra Leone. Her kappede U157 kæden og gav skibet ordre til at vente hvor der ikke var trafik og fare. Selv lagde Max sig på lur på lur for at fange de skibe der kom fra Kapstaden med kurs mod Sierra Leone. Desværre var luftfugtigheden her så høj at det kneb med at se langt, så til sidst lagde Max sig direkte foran havnen ved Sierra Leone. Her var der ingen trafik.
Så en nat omkring klokken 11 kom der pludselig en konvoj og inden Max nåede at reagere lå U157 midt i konvojen. Mandskaber havde gjort kanonerne klar og ventede kun på ordren. Max nølede, han var sikker på at de to fregatter der var med som beskyttelse for konvojen sagtens kunne sænke ubåden med første skud, da afstanden var helt nede på 200 meter, men de opdagede ikke ubåden. Kort efter vart konvojen opslugt af mørket.

Så pludselig efter at solen var stået op, fik U157 en stor græsk damper i sigte. Skibet blev efter en kort kanonduel stoppet. Ladningen var på ca. 16.000 tons palmeolie. Max besluttede sig til at prøve om ubådens dieselmotorer kunne gå på dette. Hvis det lykkedes havde han planer om at fylde tankene op med olien, og beholde tankeren som prise og depotskib. Han ville så kunne operere længe på denne kyststrækning. Ja, han havde endda planer om at tage ned til Kapstaden og Daressalam. Planerne gik så vidt at han påtænkte at tage til Tysk Østafrika og hjælpe General Lettow-Vorbeck, der kæmpede i kolonien mod englænderne.
Der blev lavet et forsøg med at hælde palmeolie på den ene motor der var i gang for at lade batterierne op. Det virkede tilsyneladende perfekt og Max gav ingeniøren lov til også at hælde olien på den anden tank.
Mens max lagde planer, brast alle illusioner. Begge motorer gik i stå. Max styrtede ind i maskinrummet og så den bekymrede ingeniørs ansigt. Motorerne kunne ikke gå på palmeolie.
Det var ikke det værste. Der kom mere besvær. Motorerne var tilstoppede. Max spurgte ingeniøren om hvor længe det ville vare for at rense systemet. Omkring ti timer mente ingeniøren. Der var et skud i blinde, det varede seksogtredive timer.

Endelig lykkedes det efter hinanden at få begge motorer i gang igen, og ingeniøren fandt fejlen. Palmeolien indeholdt ganske små korn som forstoppede dysernes indsprøjtningsnål.
Den græske damper var i en så elendig tilstand at den sank mere og mere, så den var ikke værd at ofre et skud på. Lige inden den gik ned, opdagede besætningen at der var en abekat om bord på skibet. En båd blev sat i vandet og aben hentet over på ubåden.

60 mil nord for ækvator, Max sad i messen og legede med en terrier de havde taget med fra et skib. Pludselig kom den yngste løjtnant der også var radiotelegrafist på ubåden, ind i messen og meddelte at Nauen vår på radioen. Radiokontakten med Nauen var ophørt efter at de havde passeret Madeira. Telegrafisten havde forsøgt at forlænge radiomasterne. der elektrisk kunne hæves og sænkes, med nogle ekstra lange stænger, og var just blevet færdig med eksperimentet.

Nu var det tid til at høre de seneste krigsnyheder hjemmefra og de var ikke dårlige. Rusland havde lige sluttet fred med Tyskland og de tyske tropper lavede fremskridt ved Armentiéres. Der var blevet taget 90.000 engelske krigsfanger. Der kom vin på bordet for at fejre begivenheden.

U157 var på vej hjemover, og sejlede i retning mod Dakar. Her skulle de mødes med den norske damper. U157 kom rettidigt frem, men der var ingen damper. Pludselig dukkede der en lazaretdamper op, dette gjorde Max mistænksom så han dykkede. Det var en fjendtlig damper på omkring 20.000 tons, der passerede i en afstand på under 500 meter. På grund af udsigten at snart skulle mødes med den norske damper, lod Max skibet sejle videre.
Næste morgen kom normanden, han havde ikke mere kul, så de havde fyret med jordnødder. Som tak for hjælpen sænkede U157 skibet. Det var fyldt med kontrabande.  Den norske kaptajn havde en motorbåd som slæbte alle redningsbåde ind til Dakar, der kun lå få sømil borte. Max var sikker på at kaptajnen hellere var blevet på ubåden. Kaptajnen havde i spøg spurgt Max om han ikke havde brug for ham.

Den 18. marts 1918 klokken 9.00 er U157 nord for Madeira, og Max en mægtig stor damper, der ligger inden for rækkevidden af hans kanoner. U157 affyrer et varselskud. Der kommer ikke noget nedslag, altså var damperen truffet.
Det var pinligt, og det blev endnu mere pinligt. Damperen stoppede omgående og da U157 kom nærmere kunne de se at det brændte agter. Max kunne tydeligt se det spanske flag vej agter. Max Hentede en kraftigere kikkert, og kunne nu se at det ikke var ilde der røg, men damperen lukkede damp ud. Damperen blev overradiotelegrafen opfordret til at overbringe sine papirer og der blev straks sat en båd i vandet der kom over til ubåden.

Da de kom nærmere så de at skibet hed ”Infanta Isabella de Bourbonne”. Max kendte mandskabet. Førsteofficeren der førte båden hilste venligt på Max.
Infanta Isabel var på vej til Spanien og havde ikke kontrabande om bord. Derimod var den fyldt med passagerer. Da englænderne plejede at visitere alle på skibene ville Max gøre det samme, så alle blev bedt om at vise deres pas.
Det blev overladt til Løjtnant Kosbadt, der talte flydende spansk, så han gik om bord sammen med Ölrichs og Dr. Haedenkamp.
Førsteofficeren beroligede Max. Varselsskuddet havde ikke ramt skibet, men var gået lige over det, meget tæt på.
Kaptajnen på Infanta Isabel (Dr. Haedenkamp kaldte ham senere en omvandrende Whiskyflaske)  modtog gæsterne fra U157 og inviterede dem straks til middag, da passagererne var i gang med at spise.
Under visiteringen opdager man at der blandt passagererne befandt sig en Uruguansk militærkommision bestående af en general med følge. Uruguay havde tidligere afbrudt forholdene til tyskland.
Hvor skulle de hen? Paris blev det sagt. Ölrichs kontakter U157 over radiotelegrafen og Max forlangte at generalen og officererne kom over på ubåden. Over telegrafen tilbød Max generalen en plads på førsteklasse til Tyskland. Generalen var dybt rystet og ville forhandle med Max, ….der måtte kunne findes en udvej, så han tog over til ubåden.  Max modtog den og førte dem ned i officersmessen hvor der blev serveret morgenmad. Generalen syntes at være blevet lidt beroliget, men kunne ikke acceptere at tage med til Tyskland. Max forlangte at han skulle give sit æresord på at han ikke ville tage til Paris, hvilket han gjorde. Derefter fik de lov til at bese ubåden, hvilket overraskede de fleste.
Til slut takkede generalen Max for venligheden, og blev sammen med de andre kommissionsmedlemmer sejlet tilbage til Infanta Isabel. Da ubådens mandskab kom tilbage medbragte de en stor kurv med fransk champagne til Max, med et kort fra generalen.
Max fik senere en skideballe af generalstaben for at have skadet forholdet til Uraguay og generalen blev fritaget for sit æresord og drog til Paris. De franske aviser beskrev sagen, som om en fuld tysk ubådskaptajn der havde givet kommissionen en ørefigen.
Om aftenen traf U157 endnu en spansk damper. Denne hed Montevideo og havde kurs mod New York og var fyldt med kontrabande. Da skibet var spansk og Spanien havde et godt forhold til Tyskland besluttede Max at lade det sejle. Kontrabanden bestod udelukkende af dameundertøj og lignende luksus. Dette var efter Hagen konversionen at regne som kontrabande, der gav Max tilladelse til at sænke skibet. Officererne på ubåden var ikke enige med Max om afgørelsen, men en senere vurdering af den tyske regering gav ham ret. Kaptajnen på Montevideo blev beordret tilbage til Spanien for at få en tysk godkendelse på transporten, hvilket han gjorde.

To dage senere kommer U157 i skudduel med et amerikansk transportskib som de observerede på stor afstand. Transporteren besvarer ilden og sejler fra U157. Max observerer træffere på skibet inden skibet forsvinder i horisonten.

Det var Max Valentiners sidste kamp. I alt havde han sænket 150 skibe med en tonnage på ca. 420.000 tons.

Rejsen tilbage til Kiel forløb uden særlige hændelser. Det lykkedes ubeset at komme forbi de engelske minefelter og ubådsfælder i Nordsøen og ind i Skagerrak.

Da han endelig kom til Kiel den 15.04. 1918 og skulle i land, kunne han ikke gå ret langt. Ikke underligt efter 130 dage på havet, den længste rejse en ubåd indtil da havde gjort.

Dagen efter hans hjemkomst ankommer forældrene fra Sønderborg, synligt lettet over at han var hjemme igen. Admiralstaben havde 2 måneder før meddelt familien at man ikke mere havde kontakt med U157.
Forældrene var meget nedtrykte, da dette var anden gang inden for kort tid de fik en sådan meddelelse. Max´s lillebror Otto Joachim var vagtofficer på SM UC79. Sidste gang Nauen havde haft kontakt med UC79 var den 23.03.1918, efter at den havde lagt miner i havet ud for Brest i Frankrig.
Herefter skulle den udføre en handelskrig ved den vestlige indsejling til den engelske kanal.
Ubåden løb på en mine natten mellem den 18. og 19. 04. 1918 på positionen 48 gr.17 min nord, 05 gr.17 min vest. Den 19.04. blev der observeret olie og luftbobler på stedet.

Max var under sin lange tur på havet blevet fader, og havde inden turen startede sammen med sin kone Marga (Margarita, født Momm) indrettet en lejlighed i Kiel.
Han besluttede sig for en tid at ville leve et andet liv end på en olietilsmurt ubådskrydser, og var glad da han fik meddelelse om at han ikke mere skulle på togt med U157, men i stedet ville få kommandoen på endnu ikke færdigbygget ubådskrydser, U143.
Max fik en stilling som lærer på ubådsskolen. Han skulle uddanne alle nye ubådsofficerer i den nyeste angrebsmetoder, et job han ganske giver var velegnet til. Om dagen blev der i Eckernförder bugt, øvet på livet løs. Man øvede undervandsangreb på konvojer der sejlede i sik-sak kurs. Om natten øvede man det samme, men som overfladeangreb. Max høstede selv megen erfaring ved dette arbejde og anså det som et vigtigt led i sin egen uddannelse.

U143 blev bygget på alle de erfaringer man havde høstet med de første ubådskrydsere (U151-157). Den nye serie havde 2 dieselmotorer på hver 3.000 hk. Og skulle kunne sejle 18 knob (31 km/t) i overfladen, dykketiden var nu reduceret til 30 sekunder på alle nye ubåde. Max var glad for tilbuddet, da båden ikke forventedes færdig før oktober 1918. Med denne båd mente han at han så kunne jage djævlen ud af helvede.
På alle tyske værfter blev der nu bygget ubåde og man havde planer om at der skulle bygges 40 nye hver måned. Alle store krigsskibe lå efter slaget i Skagerrak i havn og kom ikke ud og sejle mere.

Ubådsskolen der skulle uddanne alle de mennesker der skulle bemande disse både var blevet meget udvidet. En stor passagerdamper ”Meteor” blev benyttet som beboelse og uddannelsessted for officerseleverne. En stor flåde af dampere, torpedobåde og fiskefartøjer
var blevet tildelt skolen til øvelsesmål (skydeskiver), når man dagligt trænede ved indsejlingen til Eckernförde bugt.
Den tyske kejser havde fået stor interesse for ubådsvæsenet og forlange ofte at få logbøgerne sendt il Berlin, hvor hans så selv påførte sine bemærkninger.
Kejseren kom til Kiel. Han skulle selvfølgelig også besøge ubådsskolen. På vej ud af havnen om bord på Meteor, blev der serveret frokost og her fik Max plads ved kejserens bord, kun Admiral Michelsen, den nye kommandant for ubådsskolen sad mellem Max og Kejseren, så Max kunne høre hvert et ord de sagde. På Eckernförde bugt oplevede kejseren en øvelse hvor ubådene angreb konvojer, og skød med øvelsestorpedoer.
Til slut sejlede kejseren forbi alle ubåde og når han havde passeret dem dykkede de i løbet af 30 sekunder. Inden han forlod Ubådsskolen ville han have en samtale med alle ”Pour le Merité ” modtagere.

Få dage senere den 3.10 1918, blev Max kaldt til kaptajn Eschenberger, der havde en sørgelig meddelelse til Max. Faderen Provst Otto Friedrich Valentiner i Sønderborg var død og kaptajnen havde sat damp på en torpedobåd der lå klar til at sejle Max til Sønderborg.

”Ferien” lakkede mod enden. Max besøgte ofte værftet, hvor hans nye båd var ved at være færdig. Ofte sad han og drømte på båden. 2 motorer på hver 3.000 hk, hvilken maskinkraft. Intet skib kunne slippe fra ham med en fart på 18 knob. 4 stk. 150 mm kanoner. 20 torpedoer af nyeste fabrikat, dem der ikke efterlod noget spor på overfladen. Man kunne ikke engang vurdere hvor skuddene kom fra, da de gik direkte efter kølen på skibet. Max var i tankerne allerede på togt med U143.

Så kom den chokerende meddelelse. Matroserne i Wilhelmshaven havde lavet revolte. En revolution var sat i gang. Max forstod ikke hvorfor officererne i Wilhelmshaven havde siddet dette overhørig, der måtte have været tegn på at noget var i gære. Hvorfor havde man ikke bare skudt ophavsmændene i stedet for at diskutere med dem. Max havde som underviser konstant haft følere ude for at opfange signaler i den retning, men havde intet hørt eller set. Pludselig kom der besked om at en flotille fra Wilhelmshaven ville anløbe Kiel. Situationen udviklede sig mere og mere til kaos. Bevæbnede matroser med røde bånd på huerne tog opstilling på vigtige poster rundt omkring i byen, de militære forlægninger blev afspærret og al adgang kontrolleret af oprørerne. Der hørtes spredte skydninger i byen. Det skyldtes mest kåde matroser der skød op i luften. Man kunne ikke telefonere, da alle telefoncentraler var besat af de revolutionære, der ikke tillod private samtaler. Samtidigt startedes der en jagt på officererne, og huse blev gennemsøgt efter våben.

Efter et par dage vovede Max sig ud på gaden i civil. Da han gik ind på Holstenstrasse, Kiels hovedgade, mødte han et stort optog af de revolutionære, der bestod af matroser, underofficerer og sågar dæksofficerer. Mange af dem havde bundet et rødt bånd i huen.
Max gik ned til Meteor og fandt til sin overraskelse her en del officerer i civil. En del matroser der sikkert var kommet i land fra skibene havde også her, taget kommandoen. De hilste ikke på officererne, men generede dem heller ikke.

Om eftermiddagen da Max igen var hjemme lød der pludselig svære skud, det var artilleriet der var i gang. Pludselig ringer det på døren, uden for står omkring 15 unge matroser, der beder Max om at skjule dem, de siger at de ikke er rigtige revolutionære og frygter at blive skudt sammen med de andre. Max kan ikke skjule dem, så han opfordrer dem til at efterlade deres gradstegn og våben. De smed nu alle våben, pistoler, geværer og bajonetter på gulvet og Max, Marga, stuepigen og Maxes oppasser gik i gang med knive og sakse for at fjerne alle de røde bånd og gradstegn på uniformerne.
Så blev oppasseren sendt ned på gade for at se på situationen. Imens skydes der vildt i gaderne med geværer og maskingeværer.

Oppasseren tilbage, og beretter om situationen. Artilleristerne er gået sammen med de revolutionære. Max forventede at matroserne ville komme tilbage for at hente deres våben, men det gjorde de ikke. Hans lejlighed lignede nu et arsenal. Han beholdt våbnene, da han måske kunne få brug for dem. Oppasseren fik til opgave at skjule dem et sikkert sted.

Max forsøgte sammen med nogle kammerester at få føling med situationen og foreslog at de dannede et korps af frivillige, og fortalte dem om sit lille våbenlager, men han fandt ingen der ville være med. Revolutionen havde bredt sig som en ild i et benzinlager over hele Tyskland. Fra Kiel drog matroserne med bil og tog, ud over hele Tyskland hvor de blev modtaget med begejstring af en befolkning der var krigstræt.
Krigssituationen forværredes, de tyske tropper var på tilbagetog. General Ludendorff fik et nervesammenbrud. Kun Hindenburg var der, til at kalde tropperne tilbage til hjemlandet.

Så kom det store chok. Kejseren var flygtet til Holland for at undgå en borgerkrig. Alle officerer blev løst fra deres faneed.

Iblandt de revolutionære i Kiel var der et par rabiate, der mente at der ikke var flydt nok blod under revolutionen. De mente man skulle indfange alle officerer og binde benene sammen med en stor sten og så smide dem i havet, ligesom man havde gjort det i Rusland.
Da dette kom den revolutionære komite i Berlin for ørerne sendte man omgående en kommissær til Kiel, der skulle styre situationen. Det blev Gustav Noske der fik denne opgave og Max var sikker på at alle officerer kunne takke ham for, at der ikke blev lavet en massakre på dem. Han fik gennemtrumfet at alle officerer skulle tilbage på deres poster. Mandskabet fik en art selvstyre, når det drejede sig om disciplinære sager. Der blev dannet soldaterråd på alle skibe, der skulle samarbejde med officerskorpset.

Efter er par dage blev Max advaret af stationkommandoen i Kiel om at der var en engelsk flotille på vej til Kiel. Alle ubådskaptajner der opholdt sig i Kiel var blevet advaret og skulle forlade Kiel hurtigst muligt.

Max besluttede sig til at forlade Kiel og tog kone og barn med over til moderens familie i Hamborg hvor de blev indlogeret. Max havde også besluttet at han ville forlade marinen og begynde som selvstændig handelsmand.
I Hamborg ser han de virkelige frontkæmpere komme hjem. Han blev dybt chokeret over at se dem komme i beskidte og iturevne uniformer. Øjnene lå dybt i øjenhulerne, de havde sørgmodige blikke. Hvad de dog måtte have gennemgået de mennesker. Der var en besejret hær der vendte hjem.

Da han igen kom til Kiel fik han besked om at han var bland de få udvalgte der skulle blive i marinen. Han blev chef for en halv minesøgerflotille. En af hans gode venner Siess blev chef for den anden halvflotille. Flotillen bestod ag 36 fiskefartøjer der efter Max´s mening ikke var egnet til minesøgning, da de lå for dybt i vandet. Siess havde fået at vide at de 36 skibe lå ved værftet og da de kom derhen fandt de ud af at skibene ikke var bemandet. Siess mente at de selv skulle finde en besætning og så ikke tænke på de røde matroser, hvilket Max fandt i orden. De satte en annonce i de store dagblade, om at de skulle melde sig på marken ved Düsterbrooker Gehhölz.
På den pågældende dag gik de derned, uvis om der overhovedet ville komme nogen, men stor blev overraskelsen da der stod tusinder af mennesker, de fleste i uniform. Et harmonikaorkester havde taget opstilling sammen med flere kagesælgere.
Siess og Max gik videre til minekommandoen, her fik de en skideballe fordi de havde handlet på egen hånd. Minesøgekommandoen havde matroser nok, og skulle nok tildele dem de skulle bruge.
Ikke på grund af skideballen, men på grund af de fire tusinde mennesker der stod ude på marken og ventede på at blive ansat. Gode råd var dyre, de var begyndt at lave ballade, hvilket kunne høre på minesøgekommandoen: For at dæmpe gemytterne blev det besluttet at uddele brød, smør og ost fra lagerne. Dette sammen med en lille sum penge gjorde at mængden hurtigt spredtes, godt tilfreds med resultatet.
Siess og Max var ikke tilfreds med beslutningen om at det var matroserne der skulle udgøre besætningen på minerydningsfartøjerne.
På denne tid blev det bekendtgjort at hele flåden skulle udleveres til sejrsmagterne. De tyske officerer skulle selv sejle dem til Scarpaflow. Bølgerne gik højt, overalt hvor der var marinere blev det debatteret i en uendelighed. Max var imod at de skulle sejle skibene til England. Han mente at Englænderne selv kunne komme over og hente dem. Men flåden sejlede af sted med de gamle officerer om bord.

Max Valentiner blev som han var blevet advaret om, anklaget for ”grusom og umenneskelig behandling af besætninger” i 15 tilfælde. Det drejede sig her om franske, engelske og italienske skibe.

Sejrherrerne forlangte at alle såkaldte krigsforbrydere blev udleveret. På den sorte liste var der i alt er par hundrede. Alle blev tilrådet at forsvinde for et stykke tid til dønningerne havde lagt sig. Max var lidt rastløs da han fik anklageskriftet tilstillet, men han adjudant, løjtnant von Etzdorf, også kaldet beduinen, ikke kun fordi han så sådan ud. Nej han havde også ydet en stor indsats på den tyrkisk-arabiske front.

Han havde et råd til Max. Max skulle for en tid forsvinde fra jordens overflade. Han fader havde opsynet på det kejserlige gods Kadinen. Han skulle opholde sig deroppe indtil han havde lært gartneriet, så er der sikkert groet græs over udleveringssagen.
Max tog orlov og rejste først til Berlin: I det nydannede admiralitet foreslog man at han i første omgang lod sig slette af marineofficerslisten, hvilket han gjorde. Herefter fik han et pas lydende på navnet Carl Schmidt.
Nu rejste Max med toget til Østpreussen. Hans ankomst var meldt til Hr. von Etzdorf. Max troede, da han mødte von Etzdorf første gang, at han stod over for Hindenburg, så stor var ligheden.
Von Etzdorf vidste ikke hvem Carl Schmidt rigtig var, og han undrede sig ofte over når Max fortalte om sine oplevelser, at han aldrig havde hørt om en ubådskaptajn med navnet Carl Schmidt.
Max besluttede at arbejde som gartner på godset, men efter tre uger gjorde ryggen og da den unge løjtnant von Etzdorf samtidigt dukkede op sammen med sin hustru, mente Max at han havde fået nok af gartneriet. Det unge par var på bryllupsrejse. Max tog afsked med selskabet og flyttede over på et andet gods der ejedes af familien von Etzdorf. Her levede han livet, gik på jagt foretog ro og sejlture på Kurischen Haff, ved hvis kyst Kadinen ligger.
Imens fulgte han nøje dagbladene, og forventede hver dag at læse nyt om udleveringssagen. Han planlagde, hvis jorden blev for hed, at tage til Rusland og tilbyde dem sin tjeneste som ubådsorganisator. Han vidste jo at russerne havde flere ubåde der var bygget på Germania værftet. Hvorfor skulle han ikke forsøge lykken derovre.
Da han efter flere uger ikke havde læst noget om udleveringen fald tiden ham for lang og han hilste af med familien Etzdorf og tog tilbage til Kiel.

Han kom tilbage til Kiel da freden blev underskrevet og fredsbetingelserne bekendtgjort.
Fredsbetingelser gjorde ondt, meget ondt for alle tyskere. De skulle betale store krigsskadeerstatninger til de lande de havde angrebet. Marinen blev meget indskrænket. Så meget at Max ikke fandt noget at arbejde med. Hans livsværk, ubådene var alle afskaffet.

Max blev handelsmand. Han begyndte at handle med motorer, åbnede en butik på adressen Dänische Strasse (??), hvor der var udstillet motorer. Han gik nu op i sit nye arbejde og interesserede sig ikke mere for politik.
En morgen hørte han marchmusik i gaderne og kiggede ud af kontorvinduet. Han troede ikke sine øjne. Forbi marcherede tropper med fuld udrustning og forrest vejede den kejserlige fane. Som en løbeild for det gennem gaderne. Modrevolution.
Max spurgte hvem der førte tropperne, det gjorde Kapp blev der sagt.

Max ringede til stationskommandoen, den var igen kejserlig. Max stillede sig til rådighed og fik at vide han skulle melde sig på Wiek. Der skulle de bruge rekrutter. ”Undskyld” sagde Max ”men jeg er Pour Le Merité officer, og fortjener vel et bedre job end at spille rekrut”. Officeren syntes lidt truffet af bemærkningen. ”Vi vil se hvad vi kan finde til dem” sagde han.
Da Max igen kom ud på gaden syntes han at hans begejstring for sagen var dampet af. Han gik tilbage til kontoret og afventede hvad dagen ville bringe.

En time senere lød der andre lyde fra gaderne en militærmusik. Nu blev der skudt, arbejderne havde bevæbnet sig og rykkede ind i byen. Fra vinduet i hans butik kunne han se hvor der kæmpedes om slotsparken midt i byen.

Omkring middagstid var der ro i byen. Hvem havde sejret, Kapp eller arbejderne?, Max var nysgerrig. Telefonen var igen død, man havde lukket for den, så han vovede sig ud på gaden.

Langt kom han ikke, pludselig var han omringet af ti bevæbnede arbejdere. Den ene sagde ”det er også en officer, en svinehund, slå ham ihjel”.
Max sagde leende ”nej, I tager fejl jeg er ikke officer, jeg er handelsmand”.
”Det kan enhver komme og sige” sagde den anden.
”Det passer” sagde Max, ”derovre er min butik, kom bare med”
”Det gør vi også”, sagde den anden, og så gik de over til Max´s butik

De kom ind i butikken lige i middagspausen og den eneste der var i butikken den 18 årig,oe Else, der blev stiv af skræk, da hun så, så mange bevæbnede mænd.
”Altså Else, tilhører denne butik mig eller ikke?” spurgte Max.
Pigen besvarede spørgsmålet sitrende ”Naturligvis tilhører butikken korvettekaptajn Valentiner”.
”Altså” råbte ham der ville slå Max ihjel. Mere nåede han ikke før Max meget højtråbende overdøvede ham.
”Er I tossede? Var I ikke i skyttegrave? Var I ikke soldater og underofficerer? Hvem af jer har ikke været soldat? Skulle være det!
De stirrede på Max.
”Drik en snaps med mig, ryg en cigar og jeg fortæller jer om det fine liv som officer på en ubåd”.
”Snaps er en god ting” sagde den ene, og mordlysten var forsvundet.
Hvad Max kunne finde af glas blev fyldt med likør. Arbejderne drak og drak og røg cigarer dertil. De faldt til ro. Max fortalte ubådshistorier og alle hørte efter.
Da Max var færdig, begyndte en anden at fortælle historier fra skyttegravene, og da alt var drukket sagde Max ” Nu mine herskaber, jeg har ikke mere, så gå i bare videre”. Og så forsvandt de ud af butikken.
Kapp havde ikke planlagt modrevolutionen rigtigt. Efter få dage var den brudt sammen i alle byer.
Max blev senere leder af et firma der købte en motorskonnert ”Juno”. Det var meningen at der skulle foretages nogle farefulde togter, der imidlertid ikke blev til noget. Meningen var at der skulle sejles varer Jenissei mundingen og tages russiske varer med retur.
”Juno” var et fint skib, set udefra. Det var gammelt og ikke sødygtigt nok. De brugte sjældent maskinerne, mest sejlene. Max var kaptajn, og følte sig godt tilpas med jobbet på et sejlskib. Han var jo uddannet på et sejlskib, skoleskibet SM S Moltke.
Jenissei ekspeditionen blev ikke til noget, så derfor valgte de at blive det første skib der anløb Riga. Riga var kort før blevet rømmet af bolsjevikkerne.
Skibet blev læsset med briller og andre optiske varer, farmaceutiske varer og firs tons trådstifter fra en hamborgsk handelsmand, der selv ville med til Riga for at se byen.
Max overtalte Marga til at tage med på turen og det ville hun gerne. Max havde fået bygget  sin kabine om så der kunne være to sovepladser om natten. Ud over handelmanden fra Hamborg, dennes sekretær var der en russer med, der skulle hjælpe i Riga.
Da de passerede Bülker skibet, der lå i Kielerfjorden, der hvor den munder ud i Østersøen, var himlen farver blågrå af skyer der varslede storm. Et kraftigt uvejr var under opsejling. Der kom et skybrud, et held at det kom bagfra da man sejlede østover.
Det viste sig nu at Juno ikke var tæt, hverken under vandlinien og slet ikke over. Vandet fossede ned i kahytterne og videre ned i lasten. Max beordrede mandskabet til pumperne.
Da det nye vagthold skulle overtage vagten, kunne de ikke komme op på dækket, da skydelågen havde sat sig fast på grund af vandet, træet havde udvidet sig for meget, så holdet kunne ikke afløses.
Om morgenen besluttede Max at ville søge læ i en bugt, og da stormen et øjeblik løjede lidt af gik Max ind i bugten efter Darsser fyrtårnet lidt før Rügen.
Nu kunne man åbne lugen igen og komme ned i kahytterne, der alle stod fulde af vand. Alt af løse genstande flød på vandet.

Marga og handelsmanden fra Hamborg ønskede ikke at sejle videre, men Max ville først have sin kaffe, som han selv havde bragt med hjem fra Cattaro. Handelsmanden ville alligevel blive om bord, men Marga ville ikke med længere, så Max måtte bringe hende til toget i Stralsund.
Turen til Riga forløb uden problemer og da de skulle ind i Dunaflodens munding kom der en lods ombord og det første han spurgte om var en snaps. Han fik en enkelt genstand i et snapsglas. ”Har de ikke et vandglas?” spurgte lodsen, og fik et fyldt med snaps.
Kort efter lå han i et hjørne, og de havde alligevel ingen lods, men de kom ind til Riga uden hans hjælp.

Gaderne i byen var fulde af skidt, uniformsskjorter og konservesdåser. Vinduerne i husene var knuste, husenes fassader var blevet beskudt med maskingeværer. Indbyggerne havde det elendigt, krigen havde gjort sit arbejde. Officererne raslede med sablerne i gaderne.
De var heldige, de fik hurtigt omsat alle deres varer.

Hotellet de boede på havde en gang været et smukt hotel. I foyeren så Max mange velklædte personer gå ind og ud. De gik alle ned i baren i kælderen. Den måtte Max også se.
Attraktionen i baren var 30 bardamer klædt i hvidt. Her var der russiske officerer og embedsmænd fra Riga. Værten forklarede at de fleste damer stammede fra det tidligere russiske selskab, der ikke ved hvor deres forældre, mænd og børn var og heller ikke ejede noget.
Max kom i snak med en dame, en russisk flygtning hvis mand, en officer var blevet myrdet af bolsjevikkerne. Hun ville tjene nogle penge og så rejse til familien i København. Max tilbød at tage hende med, så kun kunne komme til København.
Juno fik en last af parket træ om bord, og der var ikke mere at lave i Riga. Damen kom ombord fulgt af fem toldere, der påstod at der var gemt millioner af rubler på båden. Max kendte ikke til noget så da tolderne truede med at splitte skiber ad kunne Max ikke andet end at lade dem gøre det. De skar madrasserne i stykker og fandt endog en hemmelig boks, som Max ikke kendte noget til. Men den var tom.
Max tilbød tolderne en snaps, hvilken de gerne tog imod, men de var stadig overbevist om at der var mange rubler ombord, de kunne bare ikke finde dem. Til sidst forlod de skibet, og det fik lov til at forlade Riga.
Motorerne kunne ikke startes så de måtte slæbes ud af Dunafloden til Rigabugten, medens maskinisten skilte motoren ad. Da han var færdig gav han alle de rubler, der havde været gemt i motoren til Max. Det var en Balter der havde bedt Max bringe pengene til Tyskland.
Juno sejlede direkte til København hvor grevinden gik fra borde. I nærheden af København læssede Juno fyrsten.
Da de forlod havnen havde de et helvedes uvejr, barometeret faldt og faldt. De gik ind i Grønsund, mellem Falster og Møn og ventede i flere dage. Til sidst var Max´s tålmodighed sluppet op, han ville hjem og hev trods besætningens angst ankeret op.
De kom ud i høj sø, og det lykkedes Max at komme ned til Fehmarbælt, hvor storbommen pludselig knækkede. Det var nu umuligt at nå til Kiel, da de nu drev for vinden og eneste chance var at kommer over Østersøen og ind i Darsserbugten igen. Mandskabet skulle pumpe i et væk for at holde vandet nogenlunde ude af skibet..
Det lykkedes at komme ind i bugten, her var der ro. Om natten blev de vækket med en forskrækkelse. Vinden var vendt, den stod nu direkte fra nordøst ind i bugten og truede med at sætte skibet op på kysten. De smed et anker uden at der skete noget, så smed de det andet anker. Stadig uden at der skete noget.
Så pludselig 200 meter fra kysten stoppede skibet. Ankeret havde fået fat i bunden. Max og hele besætningen gik ned i den forreste kahyt. Her regnede det lige så meget, men nu ned gennem revnerne i dækket.
Langsomt kom livsmodet tilbage til folkene, de tænkte endda på at spise.
Pludselig lød der en råben og tuden uden for. En mand sprang op på dækket og kom straks tilbage og medelte at der lå en redningsbåd fra redningsstationen tæt på Juno.
Nu gik alle op på dækket, og lederen af redningsbåden råbte i sin megafon og Max befalede sine folk at forlade skibet og komme over i redningsbåden. Da hele besætningen var reddet sagde Max at han ikke ville forlade skibet. Redningsbåden kom dog helt ind til skibet og redningsmanden fik Max overtalt til at forlade skibet, og i løbet af kort tid var de alle sat i land.

Da Max havde fundet en indkvarteringssted til mandskabet og sig selv, kontaktede han et bjergningsselskab for at få at vide hvad det ville koste at få bjerget Juno. Halvtreds tusinde mark var prisen. Max protesterede over prisen, men fik at vide at det i sidste ende var retten der ville bestemme hvad bjergningen var værd, da skibet nu var forladt. Max havde ikke nogen rettighed over skibet mere, da han havde forladt det.
Midt i hans problemer mødte Max en kaptajn der bød ham hjem, hvor han fik en grog, der gjorde at problemerne føltes lidt på afstand. Klokken fire om morgenen var Max igen på benene og opdagede at stormen var flovet af, ja den var næsten væk.
Mon Juno var strandet, Max satte i løb, alt hvad han kunne, og pludselig dukkede strandfogeden op. Han havde været ude og se til skibet, det var ikke strandet. Det lå stadig for anker som da de forlod det.
Max og strandfogeden gik hen til en fisker som de vækkede og efter at de var blevet enige om prisen om hvad det kostede at sejle dem ud til Juno, vækkede Max besætningen.

Da de var kommet ombord på Juno, kunne de se en bjergningsdamper komme nærmere. Max var kommet først. Juno var ikke et forladt skib.

Det lykkedes Juno at komme til Hamborg med fyrstenene, og turen blev dermed Max Valentiners sidste søfart.

Hvad han efter denne tur foretager sig ligger lidt i det uvisse, men i ………..

(fortsættes senere)